Værkstedet Jels Voldsted er et kulturelt samlingssted 2 km. fra Troldkær. Vores værksted er omgivet af frodig bøgeskov lige ned til Jels Midtsø. Vi går ind for ærlig og farverig kogekunst til de gæster der kommer i vores hus enten i cafeen, ved selskaber eller endda på tema- og kursusdage. En del af værkstedet omfatter naturformidling herunder udlejning af robåde og kanoer til skovens gæster, der også kan købe fiskekort i vores cafe. Naturformidlingen indeholder desuden muligheden for at gøre brug af den omkringliggende natur – opleve naturens plante- og dyr liv og dels at få aktive oplevelser, klatring, gåture og skabe fællesoplevelser med forskelligt indhold for grupper.
Jels Voldsted bliver drevet af to værkstedsledere og ca. 10 elever. Vi er opmærksomme på at fungere som et virkelighedsnært værksted, der har mange traditioner i løbet af året. Vi er en servicevirksomhed og trækker hver dag i vores kokke tøj og tjener tøj.
Jeg hedder Lykke Nielsen, og har været ansat fra 2003 til 2009 i Køkken værkstedet på Troldkær. Jeg har siden 2009 været værkstedsleder på Jels Voldsted – hvor jeg svinger gryder og pander i køkkenet i tæt samarbejde med vores elever. Jeg elsker at se de unge vokse med opgaverne, og nyder at give dem lov til at udvikle sig i deres eget tempo med et kærligt spark i ny og næ. Jeg tør godt sige til vores elever, at jeg regner med dem – og de tør godt regne med, at de kan tage ansvar på værkstedet.
Jeg hedder Lars Johansen, og jeg har været med på Troldkær holdet siden 2014. Jeg er oprindelig uddannet indenfor idræt og friluftsliv. Min rolle på Jels Voldsted er at få tingene til at hænge sammen og skabe gode rammer for vores elever, og skabe gode oplevelser for vores gæster. Et af de primære områder er at få tingene til at se pæne ud – blandt andet med opdækning i samarbejde med vores elever. Min faglighed kommer til udtryk i form af anderledes arrangementer – hvor den omkringliggende natur bliver inddraget til vores elever og skovens gæster. Jeg nyder at se, hvordan de unge udvikler sig i takt med at de får mere og mere ansvar.
Vores værksted rummer mad og servering, oprydning, rengøring, cafe, køkken – og er et stort værksted, der bliver drevet som en virksomhed. Der er i hverdagen en fin sammenhæng imellem den faglige og pædagogiske praksis. Vi gør os dagligt umage for at skabe gode oplevelser for gæster og elever – i en dynamisk vekslen imellem hverdag og fest. I hverdagene øver vi og forbereder os, har tid til hinanden og arbejder en til en i relationerne – hvilket kulminerer ved festerne – hvor vi træder et gear op. Når det sker – sker der noget magisk indeni os. Der er noget på spil, som vi står sammen om – for at levere den bedste oplevelse til vores gæster. Vi sætter en dyd i at levere gode oplevelser for vores gæster og os selv – sådan at oplevelsen bliver en forsættelse af den gode fortælling om Jels Voldsted.
I hverdagen giver vi vores elever lov til at afprøve nye ting. Vi vejleder, og gør en dyd ud af ikke at tage for meget styring – det bliver erfaringerne, der bliver omdrejningspunktet for de mange processer, der sker samtidigt.
For at udstyre vores elever med de bedste betingelser og faglige kompetencer, har vi faste kurser, der bliver afviklet løbende. Alle vores kurser afsluttes efterfølgende med et bevis.
3 dages tjenerkursus – hvor målet er at lære om borddækning, oppyntning, service og kundebetjening samt servering.
4 dages fødevarehygiejne kursus. Kurset foregår i samarbejde med AMU center Kolding. Eleverne kommer under kurset omkring, hvordan man behandler fødevarer, får kendskab til mikroorganismer (bakterier og virus), hygiejne (køkken – personlig) tilberedning af fødevarer og egen kontrol.
2 dages rengøringskursus. Kurset indeholder kendskab til bakterier, arbejdsgange og rengøringsmidler samt rækkefølgen i arbejdsgange, når der skal gøres grundigt rent.
Som elev på Jels Voldsted kan du komme videre ud og smage på servicefagets muligheder og arbejde med bl.a. mad, servering, kassebetjening og rengøring.